EN ARBEJDSDAG, JEG ALDRIG GLEMMER: Jeg har været i mit private fotoalbum her til morgen, hvor breaking news for en gangs skyld er breaking news: Fidel Castro er død.

I 1994 var jeg som informationsmedarbejder med til FN’s konference om bæredygtig udvikling af verdens små ø-stater. Det foregik på Barbados, hvor min arbejdsplads (Forum for Energi og Udvikling) havde til opgave at sprede information til NGO’er i Stillehavet og Caribien om andelstanken og vedvarende energi-løsninger, som vi fx kender dem på danske småøer som Ærø og Samsø.

De danske erfaringer med de lokale energiløsninger vakte stor interesse blandt de – i vores øjne – mere eksotiske ø-boer. I Danmark kunne vi selv, i mange af de små ø-stater var de dybt afhængige af olie og dermed andre lande. Tilmed truede klimaforandringerne allerede dengang. Når koralrevene ødelægges, mister øerne deres naturlige kystsikring, og oversvømmelser bliver den barske virkelighed.

Et bedre miljø, uafhængighed og lokal beskæftigelse på en gang; dét var et budskab, der vakte stor interesse hos både beslutningstagere og folkelige aktører.

Ikke overraskende stjal Fidel Castro billedet fuldstændig, da han – og ikke mindst hans hånd – begyndte at fortælle.

Men indimellem blev der også tid til at forlade NGO Forum og være med på den officielle FN-konference, hvor embedsmænd og statsoverhoveder for verdens små ø-stater var samlet.

Min chef, René Karottki, og jeg havde som akkrediterede til konferencen bl.a. tilmeldt os en workshop med Cubas kvindelige miljøminister, bakket op af selveste Fidel Castro. Lokalet var fyldt til bristepunktet, og alle ventede på én ting. Hvornår ville HAN sige noget?

Ikke overraskende stjal Fidel Castro billedet fuldstændig, da han – og ikke mindst hans hånd – begyndte at fortælle. Jeg husker ikke meget af hans ord, og de blokke, som jeg og en Ritzau-journalist, der sad ved siden af mig, naturligvis havde medbragt, var … stort set tomme bagefter.

Hvad sagde han egentlig? Vi huskede det ikke, vi var som paralyserede af hans messende og farverige retorik og gestik.

Da det hele var slut, pressede alle tilhørere sig hen mod døren for at få et nærmere glimt af fænomenet Castro. Dog ikke min chef, René, der er en meget sindig jyde: “Vi kommer alligevel ikke til at hilse på ham, vi venter bare med at gå, til alle er ude.”

Så vi blev siddende på vores pladser, mens resten af forsamlingen febrilsk forsøgte at samle sig om Castro som en bisværm omkring en bidronning. Men netop som vi – nogle minutter senere, hvor lokalet nærmest var tomt – skulle til at rejse os og gå, skete noget uventet.

Jeg husker, at jeg ville have sagt et eller andet. Men der kom intet ud af min mund.

Den store dør, som alle de andre var gået ud af, blev lukket. Og hen mod os gik Fidel Castro og hans følge for at liste sig ud af bagdøren. På vejen standsede han op og kiggede op på den lille håndfuld mennesker, vi var tilbage på en stolerække forrest til højre.

Jeg husker, at jeg ville have sagt et eller andet. Men der kom intet ud af min mund. Han smilede bare og kiggede os direkte i øjnene – holdt en kort kunstpause og sagde så: Adiós!

Adiós, svarede vi. Sådan lidt ligesom man i Vestjylland siger “daw”, når man møder en fremmed på sin vej. Høfligt, men samtidig utrolig kort og kontant.

Det er 22 år siden nu, og klimaet snakker man stadig en masse om uden at gøre alt for meget ved det. Allerede dengang var medierne fulde af rygter om, at Fidels helbred var skrantende, og at han reelt var døden nær.

Jeg glemmer aldrig mit lille møde med den store levende legende.

/Rasmus